Dette leksikon er lavet efter idé og oplæg fra Kurt Alands tyske Luther-lexikon.

Leksikonnet har 520 emner og opslagsord, og fordelt under dem er der 1620 citater med angivelse af placering i Luthers skrifter, både i Weimar-udgaven og i forskellige oversættelser. Bag i bogen er der en oversigt over Weimar-udgaven og de vigtigste danske oversættelser.

Hvis man ønsker at læse et citat i dets sammenhæng, kan man i de fleste tilfælde let finde frem til en dansk oversættelse ved hjælp af oplysningerne under hvert citat. På net-siden lutherdansk.dk kan man se, om der er en oversættelse af det pågældende skrift, som citatet er hentet fra. Hvis der ikke er en dansk oversættelse, er der henvisninger til eventuelle norske, svenske eller engelske. Er der problemer med at finde et citat eller et emne i den forbindelse, er man velkommen til at bruge Direkte Luther-hjælp via lutherdansk.dk.

En bog med citater fra Luthers skrifter vil altid være ufuldkommen på grund af det kæmpe kildemateriale. Så der vil sikkert være mange gode citater, der mangler her. Men man er velkommen til at sende citater ind, som måske kan komme med i næste udgave. Så frem med bøgerne. Nu starter jagten!

venlig hilsen oversætter og udgiver
Finn B. Andersen

Indholdsfortegnelse

Absolution (syndsforladelse)

Når jeg forkynder syndernes forladelse, forkynder jeg det rette evangelium. For summen af evangeliet er: Den, som tror på Kristus, får sine synder tilgivet.

En kristen forkynder kan aldrig åbne munden uden at tilsige absolution. Det gør præsten også fra alteret, når han siger: Fred være med jer. Det betyder: Jeg forkynder jer fra Gud, at I har fred og syndernes forladelse ved Kristus. Det er netop evangeliet og absolutionen.

WA 15. 485 (Kirkepostillen, 1544. Palmesøndag)

Fuldmagten til at tilgive synder er ikke noget andet end at en præst, ja hvis det er nødvendig, enhver kristen, når han ser, at en anden er bedrøvet og ængstelig på grund af sine synder, siger til ham og i glæde udtaler dommen: ”Vær frimodig! Dine synder er dig forladt.”

Den, som tror det og modtager det, som et ord fra Gud, ham er synderne også i sandhed forladt. Men hvis troen ikke er der, hjælper det intet, om Kristus eller Gud selv udtalte dommen. For Gud kan ikke give noget til den, som ikke vil tage imod. Men den, som ikke tror, at han er tilgivet, vil ikke tage imod, og dermed foragter han Guds Ord.

WA 2, 722 (Om boden, 1519)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg, 1981, s. 156

Absolutionens port ... skal aldrig være lukket for en stakkels synder, hvor dybt han end er faldet.

WA 44, 223 (Genesisforelæsningen 1535-45)

Se også: Bod; Nøglemagten; Syndernes forladelse

Adam - Den gamle Adam

Du har en prædikant hos dig, som spiser og drikker, sover og våger med dig, nemlig den gamle Adam. Du bærer ham med dig i sengen, står op sammen med ham og lægger dig med ham igen. Han taler til dig uden ophold og er en mester til at holde ud, når det gælder at skade dig. Jo længere det går, desto koldere bliver du og så doven og træg at du til sidst helt glemmer Herren Kristus og hans evangelium og ikke spørger mere efter det.

WA 52, 210 (Huspostillen, 1544)

Se også: Arvesynd; Lovens tredje brug

Advarsel

Den største advarsel i Skriften er, at man skal vogte sig for falsk lære.

WA 24, 86 (Prædikener over Første Mosebog, 1527)

Det er ikke nok, at man forkynder for de kristne, hvad de skal tro og gøre, man må også advare dem mod dem, som er deres modstandere, for at de ikke skal tabe troen.

WA 32, 142 (Prædiken, 1530)

Afgud

Afguder er ikke bare statuer og billeder, men enhver tro, som et ugudelig sind selv finder på om Gud, uden at den har nogen støtte i Skriften.

WA 25. 100 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Afgudsdyrkelse

Enhver gudsdyrkelse, som tjener Gud uden hans ord og udtrykkelige befaling, er afgudsdyrkelse. Jo helligere og åndeligere den ser ud til at være, desto farligere og mere ødelæggende er den. Den fører nemlig menneskene væk fra sand tro på Kristus og bevirker, at de sætter deres lid til egne kræfter og gerninger og deres egen retfærdighed.

WA 40 II. 110 (Store Galaterbrevskommentar, 1531/35)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 314

Der findes ikke noget farligere i verden end falsk religion eller afgudsdyrkelse, for den er oprindelsen til alt ondt. Men den går under navn af fuldkommen fromhed.

WA 5. 142 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Afgudsdyrkelse kommer af at vi ikke kender Gud, altså af vantro og blindhed.

WA 16. 347 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det er afgudsdyrkelse at indrette en gudsdyrkelse efter eget valg og ikke på Guds befaling.

WA 42, 465 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Afgudsdyrkelse består ikke bare i, at man sætter et billede op og tilbeder det, men findes først og fremmest i hjertet. Den stirrer i andre retninger, søger hjælp og trøst hos skabte væsener, helgener eller djævle og tager ikke imod Guds hjælp, og venter ikke så meget godt fra ham, som at han vil hjælpe. Den tror heller ikke, at det gode, som sker med en, kommer fra Gud.

WA 30 I. 135 (Den Store Katekismus, 1529)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 9, 1996, s. 45

Aflad

Den, som fortrøster eller forlader sig på aflad, og er død eller har levet i den tro, han har dermed givet afkald på Frelseren Jesus Kristus, har fornægtet ham og glemt ham og kan ikke have nogen trøst i ham. For den, som fortrøster sig på noget andet en Jesus Kristus, kan ikke have nogen trøst i Kristus.

WA 30 III. 309 (Advarsel til sine kære landsmænd, 1531)

Alder

Det er kun meget få, som når de 60 år, og de bliver set på som mennesker i høj alder. Dette er slet ikke til at undre sig over, når man sammenligner vores levevis, som er uden mådehold, med dem, som har levet mådeholdent og enkelt. Det, som man kan undre sig mere over er, at nogen til trods for dette bliver 60 år.

WA 40 III. 561 (Salme 90 udlagt, 1534)

Allegori (symbolsk tolkning)

Allegorierne tager ofte fejl og er bare en drøm, fordi de fremlægges uden grundlag i Skriften.

WA 18. 179 (Mod de himmelske profeter, 1525)

Når man benytter allegorier, taber man det rette grundlag og forståelsen for Skriften og fører blot folk på afveje.

WA 16. 69 (Over Anden Mosebog, 1524-27)

Se også: Guds ord; Den hellige Skrift; Skriftforståelse

Almagt – Guds almagt

Hvis Gud er almægtig, hvad kan jeg så mangle, som han ikke kan give mig eller gøre for mig? Hvis han er himmelens og jordens skaber og Herre over alle ting, hvem kan da tage noget fra mig eller skade mig? Ja, hvordan skulle alle ting ikke komme mig til gode og tjene mig, når han, som alle ting lyder og er underordnet, under mig noget godt.

WA 10 II. 390 (Bedebog, 1522)

Intet er så vanskeligt eller umuligt, at Gud ikke kan udføre det ved sit ord. Det bevidner og beviser himmelen, jorden, havet og alt det, som er i dem.

WA 42, 37 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Guds frelsesvilje

Almisser

(Og reelt arbejde og ærlig handel)

Lad os ikke glemme de fattige og glemme at hjælpe dem og give dem. Ikke blot med almindelige almisser, nemlig at man giver en pengesum nu og da efter egen evne og deres behov. Dette er man i alle tilfælde skyldig at hjælpe de fattige med.

Men der findes desuden også en anden slags almisser, som enhver i sit kald og sin stilling til enhver tid og stund kan hjælpe og tjene sin næste med. Det er ved at enhver driver sin handel, sit håndværk og sin næringsvej sådan, at man ikke udbytter nogen, ikke bedrager nogen med falske varer, lader sig nøje med en passende fortjeneste, betaler sine folk deres løn rigtig, bruger ret mål og vægt og hverken i køb eller salg søger sin egen fordel, så det bliver den anden til skade. For hvor meget utroskab der er i forretningsverdenen, er klart for alle. Den, som handler ærlig, giver en almisse, selv om han ikke giver noget bort for ingenting og tager en passende fortjeneste.

WA 52, 372 (Huspostillen 1544)

Det er bedre at give sin næste nogle penge, end at bygge en forgyldt kirke for Sankt Peter. Det første er påbudt af Gud, det andet ikke.

WA 10 III. 282 (Prædiken 1522)

Man skal lære de kristne: Den, som giver til den fattige eller låner til den nødlidende, gør med det en bedre gerning end om han køber sig et afladsbrev.

WA 1, 235 (De 95 teser, 1517)
Luthers skrifter i udvalg I, 59-67

Se også: Fattigdom; Kærligheden til næsten

Amen

”Amen” betyder: Hjælp os Gud at få alle disse bønner helt opfyldt og lad os ikke tvivle på, at du har hørt os og vil bønhøre os, at du svarer ”ja” og ikke ”nej” eller gør det uvist. Derfor siger vi glade: ”Amen, det er sandt og vist”.

WA 6. 19 (Fadervor – kort fortalt, 1519)

Når du til sidst i bønnen siger ”amen” med hjertets tillid og tro, så er din bøn med sikkerhed blevet hørt.

WA 2, 127 (Fadervor udlagt, 1519)

Det amen, som vi afslutter bønnen med, grunder sig ikke på vor værdighed, men på Guds løfte.

WA 25. 238 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Anfægtelse

Så længe mennesker lever i fred og sikkerhed, foragter og forsømmer de Guds Ord. Først når anfægtelsen kommer, tror de, at det, som de tidligere er blevet formanet til af Ordet, er sandt. Sådan oplever også de fromme kun Ordets kraft og frugt i anfægtelsen.

WA 25. 189 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hvem er vel uden anfægtelse en eneste time? Jeg vil ikke tale om modgangens anfægtelser, som er uden tal. Den farligste anfægtelse er den, at man ikke føler nogen anfægtelse, og at alt står fint til og går godt, så mennesket fristes til at glemme Gud, bliver for fri og misbruger denne tid. I sådanne tider må man påkalde Guds navn ti ganger oftere end i modgangens tider.

WA 6. 223 (Om de gode gerninger, 1520) Luthers skrifter
i udvalg I, 151-245

Troen er aldrig stærkere og herligere, end når trængslen og anfægtelsen er på det højeste.

WA 16. 234 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Fordi der er så mange anfægtelser og fristelser, er det nødvendig, at vi stadig siger af hjerte: ”Fader, led os ikke ind i fristelse. Jeg beder ikke om at blive befriet fra al anfægtelse (det ville være forfærdeligere og værre en ti anfægtelser, fordi den rette anfægtelse jo er nødvendig), men om ikke at falde og synde mod min næste eller mod dig.”

WA 2, 125 (Fadervor udlagt, 1519)

Lær dig, når du er en kristen, at du uden tvivl vil føle alle slags fristelser og onde lyster i dit kød. For når troen er der, kommer hundred onde tanker, hundred flere anfægtelser end før. Se bare til at du er mandig og ikke lader dig fange, men stadig står imod og siger: Jeg vil ikke, jeg vil ikke!

WA 12, 325 (1 Peters Brev, 1523).
Se også: Fristelse

Anger

Den rette anger over synden skal finde sted i kærlighed; og hvor den ikke sker i kærlighed, er den ikke anger.

WA 7. 355 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund, skriftemålet finder sted.

WA 1, 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du tror hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 3, 1982, s. 101

Se også: Bod; Omvendelse

Angst

Gud oprejser og styrker ikke andre end de bedrøvede, de, som skal dø og de, som er i fortvivlelse. For livets og frelsens ord tilhører dem, som er i angst og fortvivlelse. Til dem siges det med rette: Du frygter, og samvittigheden piner dig, Djævelen plager dig med sin brod, og det samme gør kødet. Men vær ved godt mod, Gud er ikke vred på dig.

WA 44, 638 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Fortvivlelse; Fred

Anseelse - personsanseelse

Vi mennesker har alle den fejl, at vi dømmer efter personens anseelse og på grundlag af sympati eller frygt. Derfor befaler Gud dem, som styrer, at de ikke skal tage hensyn til personen, om han er stor eller lille, og ikke frygte for nogen. Dette er udvalgte og værdifulde ord, en gylden tekst: Derfor skal en øvrighedsperson ikke nødvendigvis være en rig eller mægtig person, men en klog og forstandig.

WA 28. 533 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

En Ordets tjener skal frem for alt vogte sig for at forsmå eller afvise nogen - ligesom umyndige børn i deres enkelhed ikke gør forskel på folk, men forholder sig ligedan over for enhver. For hvad er mere skadelig for en Ordets tjener, end at han opfører sig anderledes mod de mægtige og rige end mod de underordnede og fattige? Han er jo sendt for at tjene alle, ikke smiske for nogen og ikke foragte nogen. Du vil næppe finde nogen last i Skriften, som Guds Ånd kæmper så stærkt imod som mod det at gøre forskel på folk, fordi det er meget vanskelig at foragte mennesker, som er Guds forklædning og samtidig elske og søge mennesker i den usynlige Gud.

WA 5. 258 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den, som tror på Ordet, ser ikke på personen, som forkynder det, og ærer heller ikke Ordet for personens skyld. Tværtimod ærer han personen for Ordets skyld. Han stiller altid personen under Ordet. Hvis personen falder fra troen og forkynder noget andet, så lader han hellere personen fare end Ordet og holder fast ved det, han har hørt. Lad personer komme og gå, når og hvor de kan og vil.

Dette er den rette forskel mellem guddommelig og menneskelig tro. Den menneskelige tro fæster sig ved personen, tror, stoler på og ærer Ordet på grund af den, som forkynder det. Men den guddommelige tro fæster sig derimod ved Ordet, som er Gud selv, og tror, stoler på og ærer Ordet. Ikke for dens skyld som har forkyndt det, men den føler, at det er så sikkert og sandt, at ingen mere kan rive den væk fra det, selv om det var den samme prædikant, som forsøgte at gøre det.

WA 10 I 1, 129 (Kirkepostillen 1522. Juledag)

Se også: Kald; Stand

Anstrengelse

[Møje, mas, hyr, bøvl, træls, drøjt, plagsomt, byrdefuldt]

Hele livet er anstrengelse og arbejde, hvis da ikke dette onde bliver formildet ved troen og håbet om barmhjertighed.

WA 40 III. 564 (Over Salme 90, 1534/35)

Anstød

Vi lærer Guds Ord med særlig troskab og flid, men mange tager anstød af det. Men hvad angår det os? Tager folk anstød, så må man lad det ske, man kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. Og hvorfor skulle vi lad det tynge samvittigheden?

WA 42, 473 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Selv om man stadig ser mange syndige svagheder, fristelser og lyst til vantro, utålmodighed og så videre rundt omkring sig eller føler det selv, så er der ingen grund til at forarges over andre eller selv miste modet. Selv om nogen af og til fejler og falder (sådan som Peter, da han fornægtede Kristus), så skal man ikke af den grund tro, at Gud er veget helt fra en og vil forkaste os som et ubrugeligt værktøj. Tvært imod skal man rejse sig igen ved at omvende sig og tro på Guds Ord, og trøste sig med, at man befinder sig i Kristi rige, det vil sige nådens rige, som er meget mægtigere end synden.

WA 21, 463 (Kirkepostillen, 1544. Pinsedag)

Antikrist

Antikrist er ikke en sort djævel, heller ikke en klog djævel, som diskuterer ud fra Skriften, men en helt guddommelig majestætisk djævel, som kommer, som om han var Gud selv.

WA 45. 36 (Prædiken 1537)

Antikrist sidder ikke i en djævelstald eller i en svinesti eller blandt en flok vantro, men på det ædleste og helligste sted, nemlig i Guds tempel.

WA 40 I. 71 (Store Galaterbrevskommentar, 1531/35)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 56

Antikrist har ophøjet sig over Kristus og foragtet og forandret Kristi bud. Han fritager samvittighederne for lydighed mod loven og forlanger mere lydighed mod sig selv end mod Kristus. Ja, han ophæver overhovedet alle bud.

WA 40 III. 691 (Over Esajas 53, 1544)

Særlig med henblik på verdens ende skal man altid have dette for øje: Alt bliver arrangeret sådan af Antikrist, og han indbilder almindelige mennesker, at alt, som han foretager sig mod de fromme, sker på Guds befaling og i Guds navn.

WA 5. 349 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Apostel

Vi skal alene høre på Kristus. Apostlene er kun budbærere og værktøj for Kristi ord.

WA 10 III. 143 (Prædiken, 1522)

Apostlene og prædikanterne er blot rørledninger. Gennem dem leder og fører Kristus evangeliet fra Faderen til os.

WA 45. 521 (Over Joh 14-15, 1537)

Se også: Profet

Arbejde

Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister folk både liv og helse. For mennesket er født til arbejde ligesom fuglen til at flyve.

WA 17 I. 23 (Kirkepostillen, 1525)

Arbejde er i sig selv en glæde.

WA 6. 120 (Traktat, 1520)

Den, som ikke vil arbejde, men bare udnytte det, som er vort, er ikke min næste. Man skal ikke understøtte den, som ikke vil bære arbejdets byrde. For ligesom min krop spiser og drikker og alligevel arbejder, sådan må også min næste arbejde.

WA 31 II. 482 (Forelæsning over Esajas 1527-30)

I gør jer mange svære og tunge bekymringer for brød og næring. Det er ikke arbejdet, men jeres ængstelige hjerte, som ikke tror, der er skyld i det. Det tror ikke, at Gud vil forsørge jer, men vil først have kister, sække, kælder og loft propfulde og vil ikke slå sig til ro, før det har et forråd, som det ikke kan opbruge i løbet af mange år.

WA 15. 374 (Prædiken, 1524)

Man skal og må arbejde, men at nogle får mad og at huset er fuldt, skal man ikke tilskrive arbejdet, men Guds godhed og velsignelse. . . Gud vil have æren, for det er ham alene, som giver al fremgang. For selv om du pløjede i hundred år og gjorde hele verdens arbejde, kunne du alligevel ikke få et halmstrå til at vokse op af jorden. Gud gør alt dette uden dit arbejde. Mens du sover, gør han af det lille kornet et strå med mange korn på.

WA 15. 366 (Prædiken, 1524)

Mennesket skal og må arbejde og gøre noget, men samtidig vide at det er noget anden end arbejdet, som forsørger det, nemlig Gud i sin velsignelse. Alligevel ser det ud som om arbejdet forsørger mennesket, fordi Gud ikke giver det noget uden at det arbejder. Akkurat som fuglen som ikke sår eller høster, men alligevel ville dø af sult, om den ikke fløj og ledte efter føde. Det, at den finder føde, er imidlertid ikke løn for arbejdet, men Guds godhed. For hvem har lagt føden, så den finder den? Uden tvivl Gud alene!

WA 15. 368 (Prædiken, 1524)

Artiklen om retfærdiggørelse

Står denne artikel, så står kirken, falder den, så falder kirken med.

WA 40 III, 351 (Salme 130, 1532/40)

Fra denne artikel kan vi ikke vige eller give efter, om så himmel og jord og alt andet faldt.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 415)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

På denne artikel hviler alt, hvad vi lærer mod paven, Djævelen og verden.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 416)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

I mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus. Fra den, gennem den og til den strømmer alle mine teologiske overvejelser dag og nat.

WA 40 I, 33 (Store Galaterbrevskommentar 1531/35)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 17

Hvis artiklen om retfærdiggørelsen mistes, mister vi samtidig hele den kristne lære.

WA 40 I, 48 (Store Galaterbrevskommentar 1531/35)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 37

Artiklen om retfærdiggørelsen er den kristne læres hovedartikel.

WA 40 I, 192 (Store Galaterbrevskommentar, 1531/35)

Artiklen om retfærdiggørelsen er mester og fyrste over al anden lære, og den hersker over al samvittighed og over kirken. Uden den er verden blot tomhed og mørke.

WA 39 I. 205 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Retfærdiggørelse

Arvesynd

Vi er ikke syndere, fordi vi begår snart den ene, snart den anden synd, men synden begås af os, fordi vi allerede på forhånd er syndere. Det betyder: Et dårligt træ og en dårlig sæd kan kun frembringe dårlig frugt. Fra en dårlig rod kan der ikke vokse noget andet op end et dårligt træ.

WA 40 II. 380 (Salme 51, 1532/38)

Arvesynden er ikke bare mangel på den oprindelige retfærdighed, men den er en medfødt ondskab, som gør os skyldige til den evige død og også forbliver i os efter dåben og står Guds lov og Helligånden imod.

WA 39 I. 116 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Synd; Syndefald

Astrologi og horoskoper

Når nogen påstår, at hver stjerne og hvert himmeltegn har sin indflydelse på bestemte mennesker, og at den, som er født under et vist tegn, har en bestemt natur, fører et bestemt liv og må dø en bestemt død og mener, at kunne forudsige alt dette for hvert enkelt menneske, hvordan det vil gå, så er dette en falsk lære og blot opspind.

For stjernerne er ikke skabt til at have herredømme over mig, men for at være mig til nytte og tjeneste. De skal bestemme over dag og nat, men de skal ikke have nogen styring eller magt over min sjæl. Himmelen er skabt til at give lys og tid; jorden for at bære os og ernære os. Noget mere kan de ikke yde eller udføre.

WA 24, 44 (Over Første Mosebog, 1527)

Autoritet

Det er tåbelig at sige, at man skal tro sådan eller sådan, fordi konger, fyrster og flertallet tror det. Vi er ikke blevet døbt til konger, fyrster eller til flertallet, men til Kristus og Gud selv. Vi kaldes heller ikke konger, fyrster eller flertallet. Vi kaldes kristne. Sjælen kan og skal ingen råde over, hvis han da ikke kan vise den vejen til Himlen. Men det kan intet menneske gøre, blot Gud alene.

WA 11, 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Bagtalelse

Ret dig efter dette, så at du ikke så hurtigt bagtaler og sladrer om din næste, men hellere hemmelig formaner ham, så han forbedrer sig. På samme måde også når en anden bringer dig noget for øre, hvad den ene eller den anden har gjort, så lær ham, at han selv skal gå hen og tale vedkommende til rette, når han har set noget. Og har han ikke set noget, skal han tie stille.

WA 30 I. 172 (Den Store Katekismus, 1529)

Det sømmer sig for et godt menneske, at man ikke tillade bagtalelse af næsten, men hellere at udslette den, hævde det modsatte og forsvare ham. Dér, hvor man ikke kan forsvare ham, skal man alligevel undskylde ham, eller i det mindste have medlidenhed og sørge over det onde, også når det drejer sig om ens fjende og et ondt menneske. For sådan vil enhver at det skal være, hvis det gjaldt ham selv.

WA 5. 435 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Bagtalelse sker for det første, når man tillægger næsten noget, som ikke er sandt. For det andet når man trækker noget frem i lyset, som rigtignok i sig selv er sandt, men som var skjult endnu, og så lægger det næsten til last og besvær. For det tredje når man benægter noget, som folk siger offentlig for at rose og prise noget godt hos næsten og som også er sandt.

WA 1, 45 (Traktat, 1515)

En bagtaler er en tredobbelt morder. For han dræber tre med et slag: Først sig selv, derefter den, som han hvisker noget til, og for det tredje den, som han bagtaler.

For munden som lyver, dræber sjælen. Men de undskylder sig og siger: Ja, men det er jo sandt, det vi siger.

Men det er bare et tegn på deres slethed, for det som er sandt, må man også tale om på en sandfærdig måde i overensstemmelse med ordsproget: Det, som er ret, skal du også udføre ret. Og sådan bliver sandheden til løgn, så længe man ikke taler på rette sted, på ret måde, på ret tidspunkt, til rette person og med det rette indhold.

Derfor siger den hellige Bernhard at bagtaleren har en djævel på tungen, og den, som lytter til en bagtaler, får Djævelen i øret. For det andet bliver den, som skænker øre til bagtalelserne, dræbt fordi han forledes til vrede ved at lytte til bagtaleren. Derfor begår han en lige så stor synd. For det tredje sker det et drab på den, som bliver bagtalt, for når han hører om den onde bagtalelse, bliver han vred og dermed død. Og bliver han ikke vred, så er det ikke bagtalerens fortjeneste, men Guds gave. Bagtaleren har gjort, hvad han kunne.

WA 1, 473 (De Ti Bud, 1518)

Du skal modstå bagtalelser af alle kræfter. Men det, som du ikke kan forhindre, må du bære. Det er væmmelig og er en stor belastning at blive overgivet på en så skammelig måde af sådanne sladderhanker til offentlig spot - uden at man aner noget om det - men hvad gør vel det? Man kan alligevel ikke undgå bagtalelse og hån. Bare luk øjnene, stop ørerne og gør det, som står i din magt.

WA 20. 175 (Over Klagesangen, 1526)

Band - bandlyse

(Kirkelig karantæne)

At bandlyse betyder at smide ud og udelukke fra Guds folks forsamling. Det betyder at erklære for udskilt og holde uden for alt kirkefællesskab.

WA 21, 428 (Kirkepostillen, 1544. Søndag efter Kristi
himmelfartsdag)

Bandet kan ikke være noget mere end en ydre straf, dvs. en udskillelse fra menigheden, kirken og sakramenterne.

WA 7. 406 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Barmhjertighed

Guds barmhjertighed er som himmelen, som altid står fast over os. Under dette tag er vi trygge, hvor vi end er.

WA 40 III. 389 (Over Salme 15, 1532)

Gud er ikke noget andet en bare nåde, godhed og barmhjertighed. Den, som ikke ser det, mener ikke, at der er nogen Gud, som Salme 14,1 siger ”Dåren siger i sit hjerte: Det er ikke nogen Gud.”

WA 10 III. 301 (Prædiken, 1522)

Det retfærdige og fromme menneske er også barmhjertig ligesom sin Gud. Det låner gerne, giver gerne og hjælper gerne sin næste.

WA 19. 319 (Prædiken over Salme 112, 1526)

Herren deler barmhjertigheden i tre dele, for at vi skal vide, hvad den barmhjertighed er, som vi skal vise mod vor næste. For det første skal vi ikke dømme eller fordømme. For det andre skal du tilgive din næste, når han har gjort dig noget ondt. For det tredje skal du hjælpe dem, som har brug for det. Det er det, barmhjertighed betyder, når det står i Skriften. Og alt dette må komme fra et retskaffent hjerte og ske uden hykleri eller falskhed og uden personsanseelse. Det ville være en stor fejltagelse, hvis du kun ville unde dem godt som under dig godt eller kun ville gøre godt mod dem, som gør godt mod dig eller skade dem, som skader dig.

WA 10 I 1,320 (Kirkepostillen, 1522)

Barnets tro

Ingen bliver salige gennem andres tro.

WA 17 II, 78 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 24

Troen må være til stede før eller også ved dåben, ellers bliver barnet ikke befriet fra Djævelen og synden.

WA 17 II, 81 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 28

Ved forbøn og hjælp modtager barnet sin egen tro fra Gud, hvorved det bliver saligt.

WA 17 II, 82 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Faddernes og kristenhedens tro udbeder og udvirker, at børnene får deres egen tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror.

WA 17 II, 83 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.

WA 17 II, 85 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)
Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 33

Barnedåb

Jeg takker Gud og er glad for, at jeg blev døbt som barn. Så har jeg gjort, hvad Gud har påbudt. Hvad enten jeg troede eller ikke, blev jeg i hvert fald døbt på Guds befaling.

WA 26. 165 (Om gendåb, 1528)

Vi bærer barnet frem til barnedåben i den mening og forhåbning, at det tror og beder om, at Gud vil give det troen. Men vi døber det ikke på grundlag af dette, men alene fordi Gud har befalet det. Hvorfor det? Fordi vi ved, at Gud ikke lyver. Jeg og min næste og overhovedet alle mennesker kan tage fejl og bedrage - men Guds Ord kan ikke tage fejl.

WA 30 I. 219 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 154

Se også: Barnets tro; Dåb

Befaling

Dér, hvor Guds befaling er, er Gud selv, og det som forkyndes på hans befaling, det udfører han også selv.

WA 45. 377 (Prædiken, uden dato)

Alt, hvad du udretter, er forgæves, hvis du ikke har Gud med dig, ham, som giver befalinger og løfter.

WA 40 III. 93 (Over Salme 15ff., 1532)

Ingen skal påtage sig at udføre noget uden at have fået en bestemt befaling til det, og da skal han ikke tage hensyn til, om det sker med ret eller uret.

WA 28. 255 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Begær

Guds nåde åbenbarer, at alle mennesker er fyldt af verdsligt begær, selv om nogen skjuler det under et ydre skin.

WA 10 I 1, 29 (Kirkepostillen, 1522)

Behag

Vi skal forholde os sådan over for vor næste, at vi ikke er os selv til behag, men, så den anden kan have behag i os og forbedre sig.

WA 7. 482 (Latinsk postil, 1521)

Vil du ikke behage nogen, så lad ingen behage dig. Vil du behage alle, så lad alle behage dig. Men du må aldrig lade det gå så vidt, at du giver slip på Guds Ord af den grund.

WA 10 I 1, 92 (Kirkepostillen, 1522)

Bekendelse

Alle kristne har fået befaling om at bekende deres tro offentlig og også at føre andre til tro.

WA 12, 521 (Prædiken, 1523)

Der findes mange, som siger: Jeg forfølger ikke evangeliet, og jeg hører det gerne. Det er ikke nok: Har du evangeliet og ved, hvad det vil, må du for din sjæls saligheds skyld bekende det. Det må siden gå dig, hvordan det end vil! Ellers er du ingen kristen.

WA 10 III. 66 (Prædiken, 1522)

Hvis nu en kejser eller fyrste spurgte mig, hvilken tro jeg havde, skulle jeg sige ham det. Ikke for hans befalings skyld, men fordi jeg er skyldig at bekende min tro offentlig for enhver. Men hvis han fortsatte og befalede mig at tro sådan eller sådan, ville jeg sige: Kære Herre, tage du vare på dit verdslige regimente! Du har ingen ret til at gribe ind i Guds rige. Derfor vil jeg slet ikke lyde dig.

WA 12, 335 (1 Peters Brev, 1523)

Se også: Trosbekendelse

Bekymring

Man skal overlade sine bekymringer til Gud. Det arbejdet og besvær, du gør dig, er ikke mod troen, men er nyttig for at tæmme kødet. Bekymringer er derimod mod Gud.

WA 24, 116 (Over Første Mosebog, 1527)

Den tvivlende vantro stikker så dybt i os, at vi altid gør os bekymringer for at vi ikke vil få nok til livets ophold. Det kommer af at vi vil vide nøjagtig, hvordan Gud vil sørge for os. Når vi har huset fuldt af korn og kisterne fulde af penge, vil vi binde Gud til hus og kister. Han vil imidlertid være fri og ikke bundet til tid, person, sted eller noget andet. Lad ham bekymre sig om, hvordan han vil sørge for os. Han skal nok give føde og penge, i rette tid og i rette mængde. Hvis du bare tænker som så: Jeg vil arbejde i dag og se hvor han tager det fra, det som han giver mig, og i morgen på samme måde, så vil du erfare at han sørger for dig uden dine bekymringer.

WA 24, 115 (Over Første Mosebog, 1527)

Hvis Gud giver nogen en hustru og børn i huset og det han trænger til livets ophold, noget som skulle være en grund til at stole desto mere på Gud, så misbruger man disse gaver og stoler og tror mindre på Gud end før, da man ikke havde noget. Nu når man har alt, henfalder man til bekymring for legemet og for hvordan man skal opdrage sine børn til at blive noget stort. Man arbejder for at de skal nå højere end en selv eller at hver enkelt af dem skal have lige så meget som en selv. Man tænker ikke på, at ham, som har givet dem liv og legeme, også ... vil give klæder og mad. Straks falder man fra Gud i vantro og havner i den forbandede gerrighed.

WA 28. 585 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Gud forsørger sine kristne og giver dem nok, så de ikke behøver at plage sig selv med bekymring og gerrighed. Desuden skal man også vide at bekymringer og gerrighed er forbudt, men at man ikke derfor skal udsætte arbejdet, sådan som verden forvrænger begge dele og plejer at forvende alle Guds ordninger og ord. De ønsker at bekymre sig for og hige efter, hvordan de kan skaffe penge og gods, noget som bare sømmer sig for Gud og som han har forbeholdt sig selv. Men arbejdet, som er befalet dem, vil de at Gud skal sørge for. Ja, de higer efter og retter deres bekymring og begær mod hvordan de kan undgå arbejde og sveden i ansigtet. Gud vil imidlertid det modsatte: At vi skal beholde arbejdet og overlade ham bekymringen. Så ville vi have gjort vores og kunne snart komme derhen at vi uden bekymring ville have nok ved et rimelig og udholdelig arbejd.

WA 22, 80 (Kirkepostillen, 1544)

Hvad udretter vi selv om vi bekymrer os til døde? Det ville være tåbeligt, hvis en lille mand satte sig i en krog og hele livet tænkte på og bekymret sig over, hvordan han kunne blive større. Tror du ikke at hele verden ville spotte ham og holde ham for en nar? Akkurat sådan, siger Kristus, gør verden når den bekymrer sig for, hvordan den kan skaffe penge og gods. Ingen bliver rig af bekymring! Det afhænger fuldstændig af, om Gud giver sin velsignelse, og ikke af bekymringen. Er Guds der, så har man det, men er Guds velsignelse der ikke, så vil man, selv om man har det, ikke kunne nyde det eller beholde det, sådan som vi har mange eksempler på lige for øjnene af os.

WA 52, 475 (Huspostillen, 1544) De, som bekymrer sig og anstrenger sig, får ikke noget; sådan som det står i Salme. 127, 2: ” Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.” Så lever vi altså ikke i kraft af vor bekymring, men i kraft af at vi kaster bekymringen fra os og over på Gud.

WA 25. 245 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Beskyttelse

Man ser, at Gud beskytter dem, som sætter sit håb til ham. Han prøver troen og tillader anfægtelse. Men han forlader ikke sine, men forløser dem desto mere til sidst med ære og samtidig til stor nytte for andre mennesker.

WA 42, 492 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bibelen

Bibelen alene er den rette herre og mester over al skrift og lære på jorden.

WA 7. 317 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Den, som ikke har eller vil have den person ret og ren, som hedder Jesus Kristus, Guds Søn, og som vi kristne forkynder, han skal lad Bibelen være. Det råder jeg til. Han vil med sikkerhed blive til skamme. Jo mere han studerer, desto blindere og dummere bliver han.

WA 54, 29 (Davids sidste ord, 1543)

Se også: Den hellige Skrift; Guds ord

Bibelord

Ved hjælp af bibelordene skal vi styrke vor tro og blive visse, så vi ikke svigter.

WA 12, 438 (Prædiken, 1523)

Gud stiller ofte bibelord, som for fornuften synes at være modstridende, op mod hinanden for at vi skal øve os i at læse ret og for at vi ikke skal tro, at vi forstår hele Skriften, når vi knapt forstår ét bibelord.

WA 10 I 2, 318 (Kirkepostillen, 1526)

Se også: Den hellige Skrift; Guds ord; Dunkle steder i Skriften

Bibelsyn

Vi forstår det bogstaveligt, som ordene lyder. … Sværmerne leger med teksten og behandler den, som det passer dem.

WA 26, 486 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 309

Ordene skal forstås, som de lyder.

WA 26, 498 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 324

Den, der foragter et eneste ord fra Gud, værdsætter overhovedet ingen.

WA 26, 450 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 264

I Skriften skal vi lade ordene gælde, som de lyder, ud fra deres egenart og ikke udlægge dem på nogen anden måde, med mindre en alment kendt trosartikel tvinger til det.

WA 26, 403 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 221

Se også: Den hellige Skrift; Dunkle steder i Skriften

Bibliotek

Man skal betænke vel ... at man ikke skal spare hverken flid eller omkostninger, når det gælder at oprette gode biblioteker, særlig i de store byer. For hvis evangeliet og al slags videnskab skal kunne bestå, må det jo være skrevet og indbundet i bøger og skrifter ... og ikke bare fordi de, som skal lede os på det åndelige og verdslige område, har brug for at læse og studere, men også for at de gode bøger skal blive bevaret og ikke gå tabt sammen med videnskab og sprog.

WA 15. 49 (Om at oprette skoler, 1524)

Billeder

Brug af billeder, klokker, messeklæder, kirkeudsmykning, alterlys og sådanne ting holder jeg for at være en frivillig sag. Den, som vil, kan lad det være, selv om jeg synes, at billeder fra Den Hellige Skrift og gode historiebøger er meget nyttige. Men dette er frit og overladt til hver enkeltes eget skøn. Men jeg holder ikke med billedstormerne.

WA 26. 509 (Om Kristi nadver, 1528)

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord. 1532

WA 36, 424 (Prædiken, 1532)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 6, 1992, s. 97

Biskop

”Biskop” betyder egentlig en tilsynsmand eller vagtmand som sidder på vagt og holder øje rundt omkring med, hvad enhver har behov for.

WA 12, 389 (1 Peters Brev, 1523)

Blindhed

Kan der findes noget forfærdeligere end hjertets blindhed og uvidenhed i de guddommelige ting? Kan der findes noget herligere og ædlere end et oplyst hjerte og kundskab om Gud? I det første tilfælde kan der ikke være andet en ondskab, så at selv det gode ikke er godt, hvis det er der. I det andet tilfælde kan det ikke være andet en godt, så at selv det onde ikke er ondt, hvis det er der. For hvad kan skade den, som kender og ejer Gud selv? Hvad kan gavne den, som er uden Gud, men har Djævelen? Dette store lys og dette klare skin er nu altså det hellige evangelium

eller ordet om Guds nåde. Det er et åndeligt lys, som viser, hvad Gud er, hvad han gør mod os og giver os og hvad han vil have af os. Ligeledes lærer det, hvad synd, død, djævel, verden og alle ting er, hvad som skader os og hvad som tjener os til salighed.

WA 19. 133 (Prædiken, 1526)

Blomst

En lille blomst ler af alle guldsmede, skræddere og dem, der broderer. Det, de kan udrette, er ingenting sammenlignet med blomstens dragt.

WA 27. 349 (Prædiken, 1528)

Bogstavelig betydning

I Skriften er den bogstavelige betydningen, som altså ikke er billedlig, at foretrække.

WA 13, 638 (Over de små profeter, 1524-26)

Se også: Allegori; Skriftforståelse

Bondestand

Bondestanden er den lykkeligste af alle stænder.

WA 42, 158 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bordel
(Prostitution, pornografi)

At man overhovedet diskutere bordeller, sådan som man tillader dem i de store byer, er oprørende. For det er åbenlyst mod Guds lov, og de, som offentlig tolerer denne skam, skal betragtes som hedninger.

For det er tåbeligt at sige, at bordellerne fører til, at det sker færre voldtægter og ægteskabsbrud. For en ung mand, som har omgang med prostituerede, vil, når han først har overvundet skammen, heller ikke holde sig borte fra gifte kvinder og unge piger, når anledningen byder sig.

På denne måde bliver utugten snarere fremmet en bekæmpet. Her byder det sig en anledning til synd for dem, som ellers holdt sig borte fra den, hvis ikke anledningen fandtes. Gud har vist os andre og bedre vejer, nemlig ægtestanden.

Derfor skal man anse øvrigheder som tolererer bordeller for hedenske. En gudfrygtig øvrighed skal på ingen måde tillade prostitution, og særlig ikke ved at give offentlig tilladelse. Men også mod øvrighedens vilje og trods dens forbud florerer denne skammelige last og kan ikke udryddes helt.

WA 43, 60 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Borgerligt liv

Vi er i følge vores gamle og ydre menneske underkastet det borgerlige liv, fordi ikke alle er kristne, som bekender sig som kristne.

WA 40 III. 646 (Over Esajas 9, 1543)

Bod
(Omvendelse)

Når vor Herre og Mester Jesus Kristus siger: ”Gør bod” osv., så vil han, at hele den troendes liv skal være en bod.

WA 1, 233 (De 95 Teser, 1517)

Boden varer hos den kristne lige til døden. For den kæmper mod den synd, som er igen i kødet hele livet.

WA 50. 238 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

Bod betyder ikke bare at blive frommere, når det gælder det ydre liv, men at sætte sin lid til Guds godhed i Kristus og tro på syndernes forladelse. Sådanne syndere vil Kristus tage imod. Han tager også gerne imod de andre, de vil bare ikke have ham. Derfor må han lad dem fare. Fordi de ikke vil lad sig finde, må de blive i deres vildfarelse så længe de vil og se, hvordan det endelige udfald bliver.

WA 52, 381 (Huspostillen, 1544)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund skriftemålet finder sted.

WA 1, 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du har troet hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Kristendommens første del er altså at forkynde bod og selverkendelse.

WA 40 I, 224 (Store Galaterbrevskommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 182

Se også: Omvendelse; Privat skriftemål

Bror

At være broderlig betyder, at den ene ser på den anden som en bror. Det er nu let at forstå, for naturen selv lærer os det. Du kan se, om nogen er rette brødre, ved at de holder mere sammen end venner ellers. Sådan skal vi kristne også gøre, for vi er alle brødre ved dåben, så også min far og mor er min bror og søster efter dåben. For jeg har den samme ejendom og arv, som de har fra Kristus ved troen.

WA 12, 350 (1 Peters Brev, 1523)

Broderskab

”Broderskab” betyder at alle kristne skal være som brødre og ikke gøre nogen forskel indbyrdes. For siden vi alle har én Kristus, én dåb, én tro, én skat, så er jeg ikke bedre end dig. Hvad du har, har jeg også, og jeg er ligeså rig som dig. Skatten er den samme uafhængig af om jeg har taget bedre vare på den end du og har opbevaret den i guld, mens du har den i et enkelt tørklæde. Derfor, ligesom vi har Kristi nåde og alle åndelige goder fælles, så vil vi også have liv og lemmer, gods og ære fælles, så den ene tjener den anden med alt, hvad han har.

WA 12, 297 (1 Peters Brev, 1523)

Bryllup

Tilberedelserne ved bryllup skal man ikke kritisere, når de sker med måde og omkostningerne ikke bliver for store.

WA 43, 321 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud ser med glæde på pynten, festen og glæden ved et bryllup for ægtestandens skyld.

WA 43, 333 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Ægteskab

Brød

Et menneske har to slags brød. Det første og bedste brød, som kommer fra himmelen, er Guds Ord. Det andet og ringere brød er det timelige brød, som vokser frem af jorden.